
Alder: 42 år
Beskæftigelse: Analytiker i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Godt gift med Ditte og far til Svend og Anker, som begge går på Hasle Skole, vores gode, lokale folkeskole, der gør en jætteindsats for integration her i 8210.
Partimedlem i 20+ år, tidligere valgkamps-aktiv (bl.a. i Aukens sidste) og ansat i ældreforvaltningen i Aarhus Kommune i 10+ år. Jeg kender partiet og kommunen og er vant til komplekse sager.
Nu vil jeg gerne ydmygt virke med evne og ånd og gøre den socialdemokratiske byrådsgruppe bedre. Socialdemokratisk hjerteblod kom ind med modermælken fra min seje tillidsmand-mor. I min opvækst var solidaritet noget man gjorde, ikke noget man sagde.
Min mor stod netop ikke alene, fordi vi socialdemokrater, opad i tag efter tag, har bygget den velfærdsstat, som også har haft min og mines ryg, når livet har været svært, og som for mange åbner livets muligheder.
Verden truer nu vores friheds lyse skanser. Jeg føler derfor en pligt til at rejse mig trodsigt i vrimlen, ligesom jeg gør som en aktiv del af beredskabet som medlem af Hjemmeværnet.
Jeg føler også en lyst til at være med i de beslutninger, der skaber kommunen og velfærden, især med hårde prioriteringer forude, hvor vi ikke kan være alt for alle.
Vores Aarhus skal have mere plads. Til naturen, der skal have sin egen kommuneplan. Til fodgængere, specielt børn og ældre, der skal give især bilister men også cyklister vigepligt. Og til de mange, der heldigvis gerne vil være aarhusianere, så de kan bo alment og billigere også i de rige forstæder.