Matilde
Dueholm

Alder: 39 år
Beskæftigelse: Socialrådgiver uddannet i 2010

Aarhus er min by. Hjortshøj er mit hjem.
Her bor jeg med min mand og vores to børn – midt i hverdagen, i fællesskabet og i virkeligheden. Til daglig arbejder jeg i Mødrehjælpen som socialrådgiver, hvor jeg hjælper voldsudsatte kvinder og deres børn med at finde fodfæste igen. Det er alvor, det er liv – og det minder mig om, hvorfor velfærd ikke må være til diskussion.

Gennem mange år har jeg stået skulder ved skulder med kolleger og medborgere i kampen for stærkere fællesskaber. Som fagforeningskvinde og medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening har jeg kæmpet for bedre arbejdsvilkår og mere velfærd. For når vi står sammen, flytter vi noget – ikke kun for os selv, men for hinanden.

Det er derfor, jeg stiller op til Byrådet i Aarhus. Fordi jeg vil være med til at forme en kommune, hvor socialdemokratiske værdier bliver til konkrete handlinger. En by, hvor børn trygt cykler i skole, hvor ældre får omsorg med tid og nærvær, og hvor unge mødes af muligheder, ikke modstand.

Vores velfærd skal være stærk. Vi skal gå foran for naturen og klimaet. Vi skal turde træffe beslutninger, der rækker længere end til næste budget – og gøre det sammen.

Politik er ikke en kamp om ord, men et ansvar for handling.
Jeg tror på fællesskabet som drivkraft – og på politikere, der tør tage ansvar, også når det er svært.
Jeg er klar.
For Aarhus. For fællesskabet. For fremtiden.