Michael Krogh
Hansen

Alder: 47 år
Beskæftigelse: Politiassistent og næstformand i Østjyllands Politiforening

Mit navn er Michael Krogh Hansen. Jeg stiller op til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, Partiforening Aarhus Midtby.

Jeg er 47 år, bor i Hjortshøj med min hustru Rose-Marie og vores datter. Jeg har arbejdet som politiassistent i knap 25 år ved Østjyllands Politi. I dag er jeg næstformand i Østjyllands Politiforening.

Gennem mit arbejde – fra patruljer i Aarhus midtby til forebyggende arbejde i Kriminalpræventiv sektion og til efterforskning af alvorlig kriminalitet – har jeg mødt mennesker i alle livets situationer.

“Som politimand har jeg besøgt mange forskellige hjem. Livet kan leves på mange måder – forskellige forhold gør sig gældende i forskellige hjem – det skal man have blik for, når man er med til at skabe rammerne for, hvordan samfundet skal hænge sammen.”

Jeg tror på fællesskabet som grundsten i et stærkt samfund. Uden vores kommune og fælles velfærd ville uligheden vokse, og sammenhængskraften forsvinde. Derfor skal vi investere i lokale fællesskaber, i legepladser, samlingssteder, idrætshaller og grønne byrum, hvor mennesker mødes på tværs af alder og baggrund.

Vi skal sikre grøn mobilitet og tryg trafik, hvor børn trygt kan cykle til skole, hvor ældre kan færdes uden at føle sig utrygge, og hvor den kollektive transport binder byen sammen. Jeg vil arbejde for, at budgetterne afspejler omtanke for hjemmeplejen, folkeskolen og de mest udsatte – for kvalitet og omsorg går hånd i hånd.

Tryghed, fællesskab og respekt for hinanden skal være grundlaget for den kommune, vi udvikler sammen. For Aarhus bliver bedst, når vi holder sammen – og har blik for hinanden.