Aarhus er i rivende udvikling. Befolkningstallet forventes at stige med 5.000 årligt, og de mange indbyggere øger behovet for nytænkende byudvikling med respekt for byens identitet og historie. For nyligt blev bydelsplanen for området nord for Jægergårdsgade på Sydhavnen vedtaget i byrådet – et projekt, der skal flette erhvervsliv, kultur og boliger sammen i pulserende rammer.
I området nord for Jægergårdsgade er der således i de kommende år lagt op til byggeri, der skal gøre Sydhavnen til det nyeste skud på stammen af boligkvarterer i det centrale Aarhus. Allerede i dag huser området blandt andet Danske Banks nyligt opførte domicil, Ungeherberget og hele Filmbyen. Fremover får disse selskab af inspirerende nybyggeri, der først og fremmest skal skabe byliv i området.
”Hele projektet på Sydhavnen er enormt spændende. Vi skaber nogle levende bymiljøer og fortætter på en måde, der giver mening for aarhusianerne. Sydhavnen har en unik beliggenhed i det centrale Aarhus, og de funktionstømte områder udnytter vi nu til boliger, så vi binder midtbyen og Sydhavnen sammen til glæde for området nuværende og fremtidige indbyggere,” fortæller Ango Winther, medlem af Teknisk Udvalg for Socialdemokratiet.
I planen er der især lagt vægt på projektets bidrag til byliv i området. Der er lagt op til, at Sydhavnskvarteret skal have en særlig atmosfære af urban dynamik med stort og småt, nyt og gammelt, lyder det. Hensynet til socialt udsatte i området betragtes i denne forbindelse som en helt central opgave, og med et bylivskontor i bydelen er målet samskabelse og et naboskab, der bygger på tålmodighed, tryghed og tillid.
Samtidig skal der, mellem erhverv, boliger og grønne oaser, være adskillige såkaldte ”powerhubs” – en kombination af mennesker og faciliteter, der kan bruges i fællesskab og til gavn for de mange frem for de få. Blandt andet er der lagt op til powerhubs med temaer som lyd, mad og drikke, kunst samt bevægelse og sundhed. Med andre ord er det tanken, at disse delefaciliteter skal bidrage til et værdifuldt naboskab i områdets kreative byrum.