Politisk Perspektiv m. Jacob Bundsgaard torsdag d. 28. januar: Der er lys for enden af corona-tunnellen

Politisk Perspektiv m. Jacob Bundsgaard torsdag d. 28. januar: Der er lys for enden af corona-tunnellen

Politisk Perspektiv m. Jacob Bundsgaard torsdag d. 28. januar: Der er lys for enden af corona-tunnellen 2533 2088 admin

Kære læser.

Vi er nu en måned inde i det nye år. 2020 var et år i coronaens tegn – med møder over internettet, mundbind i supermarkedet og knap så festlige nytårsfejringer. Det har for de fleste af os ført til en mere ensom dagligdag med trang til nærvær og samtale med de mennesker, vi kender og holder af. Derfor er der god grund til at rette blikket fremad, for vi går et lyst forår i møde. Året 2021 skal også handle om andet end corona.

I skrivende stund er mere end 180.000 danskere blevet vaccineret, og det tal stiger i takt med, at dagene bliver længere. Vi har i Aarhus nedbragt smittetallet fra over 300 daglige tilfælde i midten af december til omkring 30 daglige tilfælde her i midten af januar. Det er godt gået, og det vidner om det stærke samfundssind, som vi besidder i Aarhus. Det er netop den indsats, der skal afholde coronaen fra at svinge taktstokken i vores liv det kommende år. 

Selvom tilværelsen på mange måder har været sat på standby, har verden omkring os alligevel ikke stået helt stille. Godt nok har den politiske debat i det seneste års tid handlet om håndteringen af pandemien, men nu er det på høje tide, at vi igen retter den samme mængde opmærksomhed mod folkeskolen, ældreplejen og klimaet. 

Jeg længes efter at kunne mødes fysisk, trykke hinandens hænder og udveksle synspunkter på, hvad der sker i vores kommune. Desværre er tiden endnu ikke til, at det kan lade sig gøre. Når den tid kommer, lover jeg, at vi tager revanche.

I mellemtiden vil jeg gerne invitere til dialog på den måde, det nu engang kan lade sig gøre i øjeblikket. Det kommer til at foregå online på min Facebook-side – og for at det bliver en dialog, har jeg brug for dine perspektiver og spørgsmål.

Første gang er på torsdag d. 28. januar kl 19.30-20.30 inde på Facebook – og her skal det handle om, hvordan vi kan komme den sidste del af vejen og se en fremtid uden corona i møde. Derfor håber jeg, du vil gå ind på min Facebook-side og stille spørgsmål fra netop dit perspektiv.

Nedenfor er et link til min Facebook-side. Jeg håber, du vil følge med – og endnu bedre, stille spørgsmål inden eller undervejs.
https://www.facebook.com/jacobbundsgaard

På – foreløbigt online – gensyn
Jacob Bundsgaard