Man kan ikke sige Socialdemokratiet uden at sige Ilse Klinke.
Vi har stillet den mangeårige formand i Viby og kulturbærer i partiet en række spørgsmål om hendes syn på alt fra politik i dag til hvilke råd, hun vil give til yngre partimedlemmer. Læs hendes svar her:
Hvordan startede din rejse i Socialdemokratiet, og hvad var det, der motiverede dig til at blive medlem?
Jeg tror selv, at min interesse for politik startede i 50’erne, da jeg i mellemskolen sammen med min far lyttede til folketingsdebatter i radioen. Mine forældre var socialdemokrater, men ikke medlem af partiet. Jeg var også selv længe om at melde mig ind, men har dog været medlem omkring 40 år.
Hvilke ændringer har du set i Socialdemokratiet gennem de mange år, du har været medlem, og hvordan ser du partiets rolle i dag?
Jeg synes, at politik var mere menneske til menneske. Mere “nede på jorden og i øjenhøjde” tidligere. Socialdemokratiet var et decideret arbejderparti og meget arbejdervenlig. Partiet er stadig den almindelige danskers parti, og det er de værdier, som gør, at jeg er socialdemokrat. SoMe har fjernet megen dialog mellem medlemmer/vælgere og politikere.
Du har været formand i Viby i 20 år – hvad har været de største sejre eller højdepunkter for dig i den tid?
I en alder af 83 år er jeg stadig aktiv. Jeg bekymrer mig om mennesker og samfundet i det hele taget. Der er stadig så meget at kæmpe for både for lønmodtagerne og for udsatte mennesker. Det vil jeg gerne bidrage til, og det må aldrig høre op i Socialdemokratiet.
Hvad driver dig til fortsat at være aktiv i bestyrelsen, selv i en alder af 82?
For mig er det også uhyre vigtigt at have god kontakt med medlemmerne i Viby Partiforening. Jeg er i god kontakt med vores medlemmer og kender stort set de fleste. Selv efter at medlemmer flytter eller melder sig ud af Socialdemokratiet, kontakter flere mig om et godt råd eller for stadig at høre om partiets politik.
Hvis du skulle give et råd til yngre medlemmer, der ønsker at engagere sig i Socialdemokratiet, hvad ville det så være?
Det er jo en kendsgerning, at vi mangler unge og yngre medlemmer. Mit råd til dem skal være, at de melder sig ind i et parti. Det er her, man kan få indflydelse og her, man nemmest kommer i kontakt med politikerne. Jeg ved, det kan være svært at engagere sig, når der er små børn i familien, men begyndelsen kunne være at deltage i bestyrelsesarbejdet i de institutioner, hvor børnene bruger deres dagligdag, pasningstilbud, skoler m.v. Jeg kan love, at det er spændende og givende at få den viden om samfundet, man får ved at være medlem. Desuden kan man tillade sig at udtale sig om de emner, der rører sig, når man har kendskab til politikken og overvejelserne bag beslutningerne.