Genstart på dagsordenen i byrådet

Genstart på dagsordenen i byrådet

Genstart på dagsordenen i byrådet 2116 2560 admin

Onsdag behandlede byrådet som én af de 47 sager på dagsordenen en genstart af turismen, detailhandlen og oplevelsesindustrien i Aarhus. Derfor understøttes de trængte brancher nu med initiativer, der skal bidrage til en god genstart.   

De seneste uger er Danmark og Aarhus så småt genåbnet, og i løbet af sommeren forventes alle danskere at være blevet tilbudt en vaccine. Derfor er genåbning i stigende grad et tema – således også i byrådet, der onsdag afsatte midler til at iværksætte initiativer, der skal trække mennesker til byen igen på den anden side af pandemien. 

Turisme- og eventsektoren i Aarhus står normalt for 1 mia. kr. i omsætning om året. Derfor har Aarhus Kommune også tidligere i 2021 aftalt med VisitAarhus at sætte 4,5 mio. kr. af de næste to år til at styrke oplevelsesindustrien og tiltrække events og kongresser, der giver liv, mennesker og omsætning i Aarhus. Ligeledes er der det seneste år fremrykket anlægsinvesteringer for 300 mio. kr., kulturlivet er blevet støttet med 75 mio. kr. allerede kort efter nedlukningen sidste år, og byrådet har afsat 120 mio. kr. frem til 2024 for at hjælpe kommunens virksomheder bedst muligt igennem krisen. 

Ud af bl.a. sidstnævnte pulje afsættes nu 6 mio. kr. fordelt på puljerne turisme, detailhandel og oplevelsesindustri. De tre brancher har det til fælles, at de alle er afhængige af flere besøgende i Aarhus, og netop tiltrækningen til byen er ifølge Socialdemokratiets borgmester Jacob Bundsgaard et vigtigt redskab til at få hjulene i gang i byen igen, når pandemien nærmer sig en ende.

– Aarhus er normalt en by, der summer af liv, fordi her er konferencer, kulturtilbud og masser af besøgende i bylivet. Det giver omsætning og arbejdspladser, der har stor betydning for hele kommunen. Derfor gør vi, hvad vi kan for at være godt forberedt til at kunne trække folk til byen igen, når vi i løbet af sommeren kan se ind i en tid med færre restriktioner, understreger Bundsgaard.