“Vi har udsultet folkeskolen, når der ikke er penge til at tage på lejrskole”
I anledning af, at det nye skoleår i de aarhusianske folkeskoler starter i næste uge, så har vores byrådsmedlem Eva Borchorst Mejnertz reflekteret over betydning af og formålet med folkeskolen i Din Avis Aarhus Onsdag. For som Eva skriver, så er folkeskolen fundamentet, som skal bære vores samfund gennem det meste.
I den kommende tid med budgetforhandlinger og valgår, så vil vi i Socialdemokratiet målrettet arbejde for et markant løft af den aarhusianske folkeskole. Vi skal have vendt den udsultning, som vi desværre har set de seneste år.
Læs hele Evas indlæg herunder eller på følgende link: https://aarhus.lokalavisen.dk/debat/ECE17331877/debat-vi-har-udsultet-folkeskolen-naar-der-ikke-er-penge-til-at-tage-paa-lejrskole/?fbclid=IwY2xjawEmlhRleHRuA2FlbQIxMAABHVQgNVAN8Vatym5KXJBu1A5Hg76wU3lr_BprVXZOFCH1O7pObImKnmGQOw_aem_LBvVHtavnfjnSbu-9Q2PMA
»Grib,« siger han og kaster bolden til mig. Jeg famler genert og taber bolden.
»Ej, kan du ikke engang gribe,« siger han og går.
Sådan starter fortællingen om Eva og Lau på Beder Skole i 1986. En folkeskole for alle med tryghed og omsorg for det enkelte barn. Først med børnehaveklasselærer Ingerlise og dernæst med klasselærerne Tove og Bent lærte vi gradvist at indgå i fællesskaber med børn, hvis baggrund var som dag og nat.
Der var tre klasser, der i en sammenlægning blev til to. En dag kom en klassekammerat, som jeg var lun på, ikke i skole mere. Vi fik at vide, at han var gået under jorden med sin mor, fordi hans far havde smidt deres tv ud fra altanen og forsøgt at slå dem ihjel. Der var en, der mistede sin mor, og en der mistede sin far. Og så var der en i parallelklassen, der døde af meningitis. Min storesøster fik det også, men overlevede.
Hver gang greb vores lærere os. Vi talte om at mobbe og holde udenfor. Og om, hvorfor man ikke skal spille strippoker i frikvarteret. Vi havde årlige skolefester, temauger og årets musical. Vi opførte Skatteøen, og jeg spillede den sorte hund. Jeg flyttede mig langsomt væk fra rollen som den introverte, generte, kejtede og lidt for kloge læsehest, jeg var. I mange timer fik jeg lov at læse det, jeg havde lyst til, bare jeg ikke forstyrrede de andre.
I 7. klasse fik jeg tilbudt at komme på privatskole, for at få flere faglige udfordringer. Jeg sagde nej tak, og valgte selv aktivt vores mangfoldige fællesskab til – til trods for møje og stort besvær. Vi tog på klassetur til London, hvor mange græd, da vi takket være vores engelsklærer Lene, fik en oplevelse for livet med Les Misérables. Især kan jeg huske, at Lau græd. Jeg forstod, at drenge også græder.
Senere gik turen til Norge, hvor vi alle prøvede at stå på ski. Og til sidst var der overlevelsesturene først til Sletten, hvor vi sultede og selv skulle rense fisk. Og så i 9. klasse, hvor alle fik prøvet grænser af og forelskede sig i Toto. Især Lau. Og det var i virkeligheden ingen overraskelse, at han selv en dag skulle samle flokken af gamle elever fra Beder Skole og synge om Håb og Første Dag I Skolen. Det var stort.
Rammen om det hele, den læring, rummelighed og følelsen af, at vi alle hører til. Har fælles minder. Forstår hinanden. Det hele knytter sig til vores skole og de lærere, der drog omsorg for os. Den skole, som gav os så meget, og som rummede os alle. Uanset om mor var rengøringsdame eller far var butiksindehaver. Uanset om man havde sorg, tragedie eller misbrug med i skoletasken.
Jeg lærte, at selvom vi har forskellige oplevelser i bagagen, bor forskelligt og ikke har lige mange penge, så danner vi relationer, der varer for livet. Vi får muligheden for at forstå hinanden på tværs af forskelligheder. Udvikler evnen til at se verden med forskellige briller. Udvikler evnen til at passe på hinanden, evnen til fællesskab. Et bolværk mod det meste, og især polarisering, ensomhed og kvælende individualisme.
Vi har som samfund udsultet folkeskolen, når der ikke er penge til at tage på lejrskole eller til at lave skolemusical. Og når lærerne er så stressede, at de har nok at gøre med at holde eget hoved oven vande. Når folkeskolen ikke længere kan rumme alt for mange, der må henvises til specialskoler.
Når vi skal prioritere vores alt for knappe ressourcer, så skal vi prioritere bløde børnehænder over nye mursten. Folkeskolen skal give vores børn oplevelser, fordybelse og virkelyst. Og skabe rammer, hvor eleverne udvikler deres erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Folkeskolens formål er så smuk og forpligtende, at jeg kunne græde. Skolens virke skal for at forberede eleverne til deltagelse og medansvar præges af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Det må stå så krystalklart som stjernerne på en frostklar vinternat. Folkeskolen er vores arvesølv, fundamentet for det fællesskab, som skal bære vores samfund igennem det meste.