Begejstring og glæde til statsborgerskabs-ceremoni

Begejstring og glæde til statsborgerskabs-ceremoni

Begejstring og glæde til statsborgerskabs-ceremoni 2544 2062 admin

Tirsdag d. 25. februar summede Aarhus Rådhus klædt i rødt og hvidt af liv og glæde, da 169 østjyder fik tildelt dansk statsborgerskab. 
 
Håndtryk eller ej? Debatten om det obligatoriske håndtryk i forbindelse med tildelingen af statsborgerskab har fyldt meget, men det var ikke håndtrykkene, der trak overskrifter, da borgmester Jacob Bundsgaard tirsdag bød de nye statsborgere velkommen. I alt 54 nationaliteter var der blandt de 169 ansøgere, der altså nu kan kalde sig danske statsborgere. Det glæder borgmesteren.
 
”Dem, der i deltog i ceremonien, har taget en beslutning om at vælge Danmark til. Det er en stor ting at få dansk pas, og vi er glade for at være med til at fejre sådan en begivenhed,” fortæller borgmesteren.
 
Og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard var faktisk ikke den eneste borgmester til statsborgerskabsceremonien. Samsøs borgmester, Marcel Meijer, deltog også. Han er nemlig født i Holland, og blev officielt tildelt dansk statsborgerskab til ceremonien. Egentlig skulle Marcel Meijer have trykket hænder med sin egen kommunes borgmester, men eftersom det jo er Meijer selv, og han var den eneste nye statsborger på Samsø i denne omgang, havde Jacob Bundsgaard inviteret ham til Aarhus.
 
Meijer og Bundsgaard lagde således ud med at give hinanden hånden, hvorefter 168 øvrige håndtryk fulgte. Og med levende musik, en masse glade borgere og buffet til de fremmødte var der glæde at spore hos den socialdemokratiske borgmester.
 
”Det har været en fantastisk dag for os alle, ikke mindst de nye statsborgere. Jeg ser frem til, at vi også fremover kan danne ramme om at markere indtrædelsen i vores fællesskab som statsborgere med sang, dannebrog og højt humør i Rådhushallen,” siger Bundsgaard. 
 
Statsborgerskabsceremonien vil blive gentaget hvert halve år med nye ansøgere.