Vi skal passe på de pårørende, så de kan passe på deres kære.

Vi skal passe på de pårørende, så de kan passe på deres kære.

Vi skal passe på de pårørende, så de kan passe på deres kære. 1188 586 admin

I sidste uge havde vores gruppeformand Anette Poulsen et læserbrev i Aarhus Stiftstidende, hvor hun sætter fokus på pårørendes rolle i ældreplejen. Det er et ofte overset, men meget vigtigt element i den samlede pleje, hvorfor vi i Socialdemokratiet nu sætter fokus på forholdene for de pårørende. Vi skal passe på de pårørende, så de kan passe på deres kære!

Læs indlægget herunder eller på: https://stiften.dk/debat/paaroerende-yder-en-uvurderlige-indsats-vi-skal-passe-paa-dem-saa-de-kan-vaere-en-ressource-for-deres-kaere

I Avisen Danmark var der onsdag den 24. juli en artikel om at være pårørende og konstant have dårlig samvittighed. Jeg har stor forståelse for problemet, og jeg mener, at vi i hjemmeplejen og på plejehjemmene skal passe på de pårørende, så de får overskud til at være pårørende med ressourcer for deres nærmeste.

At være pårørende til en ældre eller syg person er en opgave, som kræver stor styrke og udholdenhed. Mange pårørende yder en uundværlig indsats i dagligdagen, men alt for ofte sker det på bekostning af deres egen sundhed og trivsel. Den nuværende debat, som også er rejst af Ældre Sagen, sætter fokus på dette pres, som mange pårørende lever under, og det er tydeligt, at der er behov for større støtte og forståelse fra samfundet. Man må ikke blive syg af at være pårørende.

I Aarhus Kommune er vi klar over de udfordringer, som de pårørende står overfor, og der er også taget initiativ til at oprette Center for pårørendesamarbejde. Formålet med centret er at forbedre vilkårene for de pårørende og sikre, at de får den nødvendige støtte og vejledning.

En af de største udfordringer, de pårørende står overfor, er følelsen af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed. Mange føler, at de aldrig kan gøre nok for deres kære, og denne følelse forstærkes ofte, når de skal træde tilbage og overlade omsorgen til professionelle på plejehjem eller i hjemmeplejen. Det er derfor vigtigt, at vi som samfund møder de pårørende med forståelse og empati og hjælper dem med at bearbejde disse følelser.

På mange plejehjem har man taget initiativ til et møde med de pårørende, når deres nærmeste er flyttet ind. Det er et godt initiativ, hvor man kan få lavet nogle gode aftaler og lavet en forventningsafstemning. Nogle pårørende har i høj grad brug for tid til at finde sig selv igen. De har ofte i tiden op til en indflytning på plejehjem været på arbejde i døgndrift.

Mange er fysisk og følelsesmæssigt udmattede efter lang tid med intensiv omsorg. De har brug for tid til at finde sig selv igen og restituere, før de kan være en ressource for deres nærmeste på plejehjemmet igen. Det skal vi huske at være opmærksomme på.

Derfor skal vi ikke på vores plejehjem være for insisterende fra begyndelsen, men lade de pårørende få lov til finde sig selv igen. Herefter har jeg erfaring med, at de kan blive nogle gode og uundværlige ressourcepersoner. Jeg har som tidligere områdechef mødt pårørende, der efter deres egne kære er gået bort, er blevet ved som frivillige på plejehjemmene.

De pårørende er ofte en del af sandwich-generationen, som både har ældre forældre og børn at tage sig af, samtidig med at de passer et fuldtidsarbejde. Dette pres kan være overvældende, og derfor er det vigtigt, at vi som samfund yder den nødvendige støtte.

Jeg er også enige med FOA om, at personlig pleje og medicinske opgaver altid skal udføres af professionelle. De pårørende skal ikke pålægges disse opgaver, da det både kan være fysisk og psykisk belastende. I stedet skal vi sikre, at de professionelle i hjemmeplejen og på plejehjemmene har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at varetage disse opgaver.

I Socialdemokratiet i Aarhus Byråd vil vi fortsætte med at have fokus på gode vilkår for de pårørende. Vi tror på, at ved at investere i støtte og aflastning, kan vi skabe bedre livskvalitet for både de ældre og deres pårørende. Det er en investering i menneskers trivsel og en anerkendelse af den uvurderlige indsats, de pårørende yder hver dag. Vi skal passe på de pårørende, så de kan være en ressource for deres kære.