Aarhus skal have den grønne førertrøje på

Aarhus skal have den grønne førertrøje på

Aarhus skal have den grønne førertrøje på 940 788 admin

Den 28. Juli havde Anette Poulsen og Jesper Kjeldsen et indlæg i Stiften.dk, hvor de sætter fokus på den grønne dagsorden i Aarhus. Med de seneste måneders varmerekorder og den kommende Earth Overshoot Day den 1. august er bekæmpelse af klimaforandringer pressende som aldrig før. Læs indlægget herunder eller på https://stiften.dk/debat/aarhus-skal-have-den-groenne-foerertroeje-paa?teaser-referral=a3fc3e08-e576-4e2b-a276-c49324195669-18.

Aarhus skal ikke bare være verdens lykkeligste by, den skal også være verdens grønneste by. For vi står i en tid, hvor klimaforandringer og tab af biodiversitet er to af de mest presserende udfordringer, vi som verdenssamfund står over for.

De seneste 12 måneder har hver eneste måned sat rekord som den varmeste nogensinde målt. Temperaturen stiger, alarmklokkerne ringer, og det understreger nødvendigheden af handling, både globalt, nationalt og lokalt. Vi to skovgrønne socialdemokrater mener, at Aarhus skal tage en grøn førerposition i både klima- og biodiversitetsindsatsen.

Aarhus ligger allerede lunt i svinget i klimakampen. Vores energisektor står over for store omstillinger, som vil bidrage til en massiv CO2-reduktion. Initiativer som Fremtidens Grønne Fjernvarme og udbygningen af vedvarende energikilder er måder hvorpå vi kan udfase fossile brændsler og reducere vores klimaaftryk markant​​. I Aarhus er vi også i færd med at bygge EU’s største geotermiske fjernvarmeanlæg. Vi er nemlig ikke bange for at være ambitiøse og trykke på den grønne speeder i Aarhus Kommune – Derfor har vi også en af landets mest ambitiøse klimastrategier, der sigter mod et CO2-neutralt Aarhus allerede i 2030​​.

Danmark har forpligtet sig til ambitiøse mål med den nye nationale klimaaftale, som sætter klare rammer for CO2-reduktion og grøn omstilling. Men vi har også et enormt ansvar i Danmark – Vi er ikke bare et verdens rigeste lande, men også et af verdens mest CO2-udledende. Hvis alle mennesker i verden udledte lige så meget som os, ville den globale drivhusgasudledning være næsten dobbelt så høj som i dag.

Earth Overshoot Day, som i år falder på den 1. august, minder os om, at vi forbruger flere ressourcer, end Jorden kan gendanne på et år. ​​Og selvom datoen hedder 1. august for verdens forbrug, havde vi i Danmark allerede brugt vores ressourcer 28. marts. Danskere er det syvende mest udledende folkefærd i verden, vi udleder endda mere end både Kina og Saudi Arabien. Dette er en klar indikation af, at vores nuværende livsstil ikke er bæredygtig. Vi skal tænke i nye baner, hvor vi reducerer vores forbrug og lever mere i harmoni med naturen.

Derfor må vi samtidig med klimakampen ikke glemme biodiversiteten. Naturens mangfoldighed er afgørende for vores økosystemers sundhed og modstandskraft mod klimaændringer. Derfor stiller vi i Socialdemokratiet ved dette års budgetprocedure også et forslag om at styrke biodiversiteten i Aarhus, også for at sikre bedre beskyttelse af vores mest truede arter.

Vi vil iværksætte helt konkrete projekter for at bevare og genoprette naturen. Det inkluderer beskyttelse af truede arter og oprettelse af flere naturområder, hvor biodiversiteten kan blomstre. Dette vil ikke kun gavne miljøet, men også styrke Aarhus som en grøn og attraktiv by at leve i.

Vi kæmper i byrådet for, at Aarhus har den grønne førertrøje på, og vi opfordrer alle århusianere til at deltage aktivt i den grønne omstilling. Gennem fælles indsats kan vi gøre Aarhus til et forbillede for andre byer, andre lande og andre kontinenter.

Aarhus skal være verdens lykkeligste og grønneste by også for kommende generationer.