
Alder: 22 år
Beskæftigelse: Ansat som ungdomskonsulent i 3F
Hvad vil det sige at være socialdemokrat? For mig handler det om én ting: At ville.
Vi socialdemokrater er bundet sammen af en lyst til at forandre, til at drømme – og vigtigst af alt: at ville det for andre, ikke kun for os selv.
De største socialdemokrater før os – Stauning, Auken, Simonsen – de ville ikke bevare det samfund vi havde.
De ville noget andet. De ville mere.
Det vil jeg også.
Jeg brænder for at stille op, fordi jeg vil noget med vores by.
Jeg vil drømme for Aarhus.
Jeg vil forandre Aarhus.
Fordi jeg tror på, at vi kan mere.
Helt konkret har jeg tre drømme for vores by:
Jeg drømmer om en markant mere sammenhængende by, hvor både unge og ældre kan tage billig, pålidelig og hurtig offentlig transport.
Jeg drømmer om, at Aarhus bliver en by, hvor flere unge vælger en erhvervsuddannelse. For det skaber en mangfoldig by – også om 30 år.
Og jeg drømmer om, at vi tør handle og når i mål med vores ambition om at være CO2-neutral i 2030 – og at naturen bliver en integreret del af vores hverdag.
Jeg vil, ligesom så mange socialdemokrater før mig, at det er os her i Socialdemokratiet, der vil store ting for vores by.
Der tør drømme.
Der vil.
Og det tror jeg også at I vil.
Derfor håber jeg, at I vil stemme på mig til urafstemningen.
Jeg glæder mig til at kæmpe et brag af en valgkamp med jer.