01-08-2006
Sidste hilsen fra Syrien med tilbud om foredrag i Århus
Så er jeg hjemme i Brabrand igen, og dette er sidste hilsen fra min rejse til Mellemøsten.
De sidste dage i Damaskus gik med at få købt gaver og få taget afsked med den gruppe syrere, vi havde fulgtes med i mere eller mindre tre uger.
Vi var henne at besøge en af dem. Hun boede i et familiehus, som hendes oldefar i sin tid havde købt. Det var et kæmpe hus midt i Damaskus med egen moské, fem haver, 12 toiletter og et modtagelsesrum, hvor firbenene drives ganske godt...
Og så blev der sagt farvel, og uanset hvor gerne vi ville vise samme gæstfrihed i Danmark, som de havde vist os, så vil det være umuligt for den syriske gruppe at komme til Danmark pga. visumregler.
Vi havde ellers indtrykket af, at vores besøg var en øjenåbner for mange af syrerne.
Pludseligt blev de bevidste om, at der findes en verden udenfor den arabiske.
Det har virkeligt været en udveksling af verdensbilleder, og indgroede opfattelser kom under angreb af nysgerrighed.
Nu er jeg så hjemme i Gellerup Parken, som når solen skinner med lidt god vilje dufter som Damaskus...krydret og som nyristet kaffe.
Jeg har oplevet så mange ting de sidste tre uger, at det samlede udbytte af turen er helt ubeskriveligt.
Der har været mange store oplevelser så som at se et komplet ukendt land med fantastiske fortidsminder som ruinbyen Palmyrra eller den store velbevarede korsridderborg, Krak des Chevaliers og møde en masse mennesker, der var venlige, stolte og gerne ville vise deres værdi for omverdenen.
Der har også været alle de små perler som mødet med en satiretegner, der lavede universelle tegninger om magtfulde menneskers ligegyldighed overfor deres befolkning eller besøget i det palestinænsiske kvarter i Damaskus, hvor unge mennesker drev et center, hvor de beskæftigede sig med film, kunst og lign.
eller det nærmest officielle besøg hos Stormuftien i den 200 m lang hvide marmor hal.
Jeg kunne blive ved og gør det gerne. Det er bare at kontakte mig, så kommer jeg og fortæller, men først skal jeg sove en to-tre dage. Tak for denne gang.
Mvh. Lene Christensen
27-07-2006
flygtninge fortællinger om sprængte barnehoveder
I gaar (onsdag) var endnu en hektisk dag med fuldt program...
Bl.a. var vi paa besoeg paa en skole, der husede libanesiske flygtninge. Det var moralsk lidt af et dilemma. Der kom vi og kiggede paa noedlidende, som havde det vaeret en zoologisk have. Paa den anden side gjorde besoeget et stort indtryk og kan maaske vaere praecist det, der goer, at vi alle faar endnu mere lyst til at fortaelle om vores opllevelser, naar vi kommer hjem.
Skolen, vi besoegte, var en almindelig skole, som vi kender den efter danske forhold. Klasselokalerne var toemt, og saa boede familierne der. Der var ialt 300 flygtninge paa skolen.
Et klassevaerelse stod typisk med det bare gulv og saa med en stabel madrasser i det ene hjoerne og en bunke sorte saekke i det andet hjoerne.
Jeg gaar ud fra, at indholdet i de saekke var alt, hvad familierne havde faaet med sig af ejendele. Der var ganske paent og rent.
Saa sad nogle af os sammen med en familie paa plastikstole og fik kaffe og smaakager. Og hvad var det saa, familien fortalte? Det var, hvordan den maatte forlade Libanon efter, at israelske bomber havde ramt deres hjem, som nu laa i ruiner.
Der var heldigvis ikke nogle af dem, der var kommet noget til, men deres hjem var vaek. De saa ingen muligheder for at vende tilbage.
Andre fra vores gruppe havde af de familier, de talte med, faaet malende beskrivelser af, hvordan nogle havde set nabohuset blive bombet, og boernenes hoveder var spraengt itu pga. trykket fra eksplosionen.
Paa en stor opslagstavle ved skolens indgang hang der boernetegninger. Knyttede naever med det libanesiske flag, og foedder, der tramper hen over det israelske flag var et gennemgaaende tema.
Har man ikke opnaaet andet ved den nuvaerende krig, saa er det i hvert fald lykkes at vaekke en ny generations had.
Sikke en dag.
I dag er saa en skraerrende kontrast. Vi har haft en afsluttende workshop, og nu skal der shoppes. Saadan er livet.
Mvh. Lene
25-07-2006
Tanker om flygtningedimensioner ved stranden
Soendag ankom vi til Lattakia, som aabenbart staves paa flere forskellige maader. Nu vaelger jeg den her.
Lattakia er en helt syvende slags syrisk by. Byen er centreret om havnen ud til Middelhavet. Det betyder ogsaa, at de her i byen altid har vaeret vant til rejsende og i det hele taget er vant til paavirkninger udefra.
Vi ser ikke samme typer mennesker, som det var tilfaeldet i Aleppo. Her er tildaekkede kvinder, men de praeger ikke gadebilledet saa massivt.
Til gengaeld er her turister i Lattakia. De fleste kommer fra andre arabiske lande.
Vi har haft den store fornoejelse at vaere i vandet i dag (mandag. red.). Nu er jeg helt klar over, at nogle vil taenke: Ligger hun bare der og driver den af??? Jeg kan saa sige som et ydmygt forsvar, at der er saa varmt her og nu ogsaa fugtigt, fordi vi er kommet ud til kysten, at det er valget mellem at bade eller ligge i sengen under en aircondition, som i oevrigt er en af de mest fantastiske opfindelser.
Jeg kan afsloere, at stranden her i Lattakia er som alle andre strande. Masser af glade mennesker... dem, som bikinier klaeder og dem, hvor de ikke goer, loever og boern, der gaar fra vandskraek og jubel paa splitsekunder.
Som sagt er der mange turister fra de arabiske lande, og en stor del af dem er fra Syrien.
Syrien lider under samme faenomen, som flere andre lande i Mellemoesten goer, nemlig at befolkningen er ekstremt ung. Ingen snak om aeldrebyrde.
I Syrien er 60 % af befolkningen under 18 aar. Det betyder, at det er rigtigt svaert at faa arbejde. Jeg har ikke de rigtige tal for, hvor mange arbejdspladser det er, regeringen skal skaffe hvert aaar for at skaffe job til de nyuddannede, men det er mange.
Der er ca.17,5 mio. indbyggere i Syrien. Derfor rejser folk ud og faar job andre steder paa kloden, men kommer hjem i ferien for at besoege familien.
Det er ikke til at tro, men der er vel ogsaa nogle, der rejser hertil, fordi der er koldere her end der, hvor de normalt bor.
Jeg kan godt blive bekymret over, om Syrien er paa vej til at blive draenet for hoejtuddannede, som man ser i andre u-lande. For hvem er det, der rejser?
Paa den anden side er landet jo dybt afhaengigt af de penge, der bliver sendt tilbage til familierne.
Nu kommer der lige en raekke oplysninger, som jeg ikke har en chance for at tjekke, er rigtige, men alligevel... Det handler om Syriens beliggenhed.
Syrien graenser op til alt, hvad der minder om konflikt. Syrien modtog mange paelestinaensiske flygtninge i 1948, da Israel blev oprettet. De har sikkert ogsaa modtaget flygtninge fra de efterfoeglende krige med Israel.
Paelestinaenserne er en del af den syriske befolkning og bliver betragtet som saadan. De bor ikke i lejre, men i deres egne kvartere.
Saa paastaas det, at Syrien har modtaget 1 mio. irakiske flygtninge siden den amerikanske invasion. De lever i og omkring Damaskus, og under kummerlige forhold som bl.a. indebaerer, at en del kvinder er noedt til at ernaere sig selv og familien ved hjaelp af prostitution.
I de sidste 14 dage er der saa kommet flygtninge fra Libanon. Der siges at vaere kommet 100.000 til Damaskus.
Tag den!
De bruger skoler, universiteter, andre offentlige bygninger og saagar private aabner deres hjem.
Naar syrerne hoerer os fortaelle om indvandringen til Danmark, og om hvor (skraekkeligt) mange vi modtager pr.aar, smiler de overbaerende.
Jeg tror ikke, at det endnu er lykkes os at forklare, hvad debatten gaar ud paa i Danmark. De har helt andre stoerelsesforhold at slaas med her.
I morgen rejser vi tilbage til det nu overbefolkede Damaskus.
Godnat! (Hvorfor finder jeg mig selv paa en internetcafe kl.00.25???)
Mvh. Lene
24-07-2006
Inspirerende møde med formand for iværksætterkvinder
- Lene Christensen i Damaskus
I soendags moedtes vi med den hollandeske aereskonsulent, en hoej hyperaktiv kvinde paa 45 aar. Hun er udover alle de andre ting, hun har gang i, formand for MAWRED, der staar for Modernising & Activating Women's Role in Economic Development.
MAWRED er en organisation, der er begyndt for tre aar siden efter opfordring fra Syriens foerstedame. MAWRED bruger hendes navn til at promovere sig, og saa er det det. Der er ingen oekonomisk stoette. Formaalet er at hjaelpe forretningskvinder videre med deres virksomhed, en slags ivaerksaetterhjaelp.
Deres medlemmer er typisk smaa forretningsdrivende med en eller anden form for egen produktion saa som haandarbejde, produktion af aesker eller lignende.
MAWRED udsender et maanedligt magasin bl.a. med beskrivelser af deres workshops, som er kurser, hvor kvinderne kan laere mere om at drive egen forretning. Derudover holder de basarer rundt om i landet, saa kvinderne faar mulighed for at afsaette deres varer og faa nye forbindelser til deres virksomhed.
En af ideerne for fremtiden var at etablere en fast butik i det gamle Damaskus, saa der bliver et fast sted at afsaette varer fra.
Noget af det, hun fremhaevede, var muligheden for, at kvinderne kunne arbejde hjemmefra. Paa den maade blev det langt mere acceptabelt for aegtefaellen, at kvinden arbejdede.
MAWRED har ca. 500 medlemmer, og en del af disse har meldt sig frivilligt for at bidrage med deres ekspetise fx som advokater. Der er ikke kun kvindelige medlemmer, ca.20 % er maend. For formanden var det vigtigste sagen og ideerne og ikke koennet.
Det er bare med at snuppe ideen og overfoere det til Danmark! Hvem kommer foerst? Kunne det ikke vaere fantastisk med en helt flok ivaerksaetterkvinder med butikker i vores nye bygade i Gellerup Parken?
Hvis det kan lade sig goere her...
23-07-2006
Aleppo, en by med trafficking og tildækkede kvinder
I gaar (loerdag) var vi paa bustur til bjergene, der ligger op mod den tyrkiske graense. Det er det kurdiske omraade.
For i det her kludetaeppe af etniske grupper og religioese retninger er der selvfoelgelig ogsaa kurdere.
De syriske arrangoerere her i Aleppo har desvaerre vist os rundt lidt ud fra tanken om, at vi skulle se alle de turistattraktioner, som de er saa stolte af.
Vi ville jo egentligt bare gerne tale med forskellige mennesker, men det bliver ikke rigtigt forstaaet.
Jeg ser frem til, at vi kommer tilbage til Damaskus. Jeg har faeet et daarligt indtryk af Aleppo.
Vi bor paa hotel i et omraade, hvor der tydeligvis er prostituerede. Syrien er aabenbart ikke et mere isoleret land, end at der ogsaa her bliver handlet ivrigt med kvinder fra oestlandene. Vores naboer er meget unge piger fra Ukraine med bredskuldrede maend som chefer.
Her i byen er der ogsaa en yderst maerkelig opfoersel, som vi slet ikke oplevede i Damaskus. Her er rigtig mange tildaekkede kvinder, men tilgengaeld er der fri jagt paa ikke-tildaekkede.
Det vil sige, at vi i vores gruppe er blevet raget paa, spyttet efter og raabt af et utal af gange. Det er ikke et flatterende billede, Aleppo har vist os.
I eftermiddag tager vi videre til Lattaqia, som er en badeby, der ligger ud til Middelhavet.
Saa vidt jeg har forstaet, er det her fra de libanesiske flygtninge er blevet sejlet vaek fra. Det ved I nok meget mere om. Det er svaert at foelge med i nyhedsstroemmen, naer det hele er paa absolut uforstaaligt arabisk.
Mvh. Lene
21-07-2006
I tyrkisk bad og møde med Syriens Stormufti
I eftermiddag (fredag red.) havde vi lidt fritid, og det blev brugt til en kulturel oplevelse af de mere specielle...hammam eller maaske bedre kendt som tyrkisk bad.
I Aleppo er der et smuk gammelt bad bygget i aar 700, men er i dets nuvaerende form fra 1400-tallet. Og i dag var der kvindetid fra kl. 10-17. Vi kom ind i det fineste rum med en stor fontaene i midten og elegante smaa omklaedningsrum og fine gennemsigtige gardiner for.
Jeg kan ligesaa godt indroemme det fra starten... jeg synes, at der er noget temmeligt sensuelt over den slags bade. Det gik maaske lidt over, da vi blev plantet paa en marmorblok og fik smurt mudder i ansigtet og olie i haaret, og blev kommandereret ind i et dampbad, hvor vi knap kunne faa vejret. Ud igen og kolde afvaskninger af ansigtet.
Saa kom hammam-damerne... Haaret blev skurret, vi blev skrubbet (og de er forbloeffende intime!) og saabet ind, fik haardhaendet massage og saa sluttede det med et kys paa hver kind.
Vi kom levende ud, fik haandklaeder og var helt babybloede.
Paa vejen ud saa vi en masse tildaekkede kvinder paa vej ind. Lidt skaegt at taenke paa at der sikkert har ventet dem samme behandling.
Her til aften var vi saa til stormufti moede. Det var en meget speciel forestilling. Naar jeg siger forestillling, mener jeg det.
Egentlig skulle vi have moedes med Muftien af Aleppo, men i stedet blev det Stormuftien af Syrien.
Han kommer iovrigt til DK i november og skal moedes med statsministeren.
Ha, jeg saa ham foerst!
Vi kommer ind i en meget smuk moske og bliver foert hen i et modtagelsesrum af en anselig stoerrelse. Saa blev der sat tv-kamera op, og folk blev placeret.
Saa rejste alle sig op, og stormuftien kom ind og satte sig, og saa maatte vi andre ogsaa tage plads. Den religioese autoritet lyste ud af ham, og han lagde ud med en velkomst om, hvor glad han var for at se os i disse tider, hvor hele Vesten kun kender Mellemoesten fra deres medier, der fordrejer sandheden.
Saadan fortsatte resten af moedet faktisk. Store ord og overhovedet ikke plads til kritiske spoergsmaal, selv om dialogen jo blev prist hoejt.
Paa en eller anden maade er det jo genkendeligt hjemmefra.
Jeg maa afsted nu, for programmet kaldt igen i morgen, og Aleppo er naermest umulig at finde rundt i. Det er moerkt og de skumle gyder kalder.
Mvh. Lene
20-07-2006
På besøg på hjem for mishandlede piger
Hallo...
I onsdags ankom vi til Aleppo efter en endnu en lang oerkenkoere tur. Ude midt i ingenting var der et t-kryds, og vejen til venstre var til Bagdad. Vi skulle heldigvis til hoejre.
Aleppo er Syriens naeststoerste by. Vi ser flere totalt tildaekkede kvinder her. En af de syrere, som er med til at planlaegge programmet her i byen, sagde, at det var blevet tydeligt i loebet af de sidste 10 aar. Syrere reagerer paa pres udefra, og staar sammen om den storhedstid, de er stolte af, med andre ord en tilbagevenden til det religioese.
Dagen i dag (torsdag) har vaeret meget hektisk. Vi begyndte dagen med at besoege et hjem for piger i alderen 14-18, der paa en eller anden maade var kommet i ufoere.
Hjemmet var en mellemting mellem en opdragelsesanstalt, hvor det drejede sig om en form for idoemt straf og et beskyttelsested, hvor pigerne kunne komme vaek fra den familie, der i nogen tilfaelde havde udnyttet og mishandlet dem.
Vi saa, hvordan pigerne arbejdede med madlavning og syning, og sov i en stor faelles sovesal. Der var paent og rent paa hjemmet, og de havde ret godt udstyr til fx deres toejproduktion. De havde paa en eller anden maade faeet stoette af Unicef.
Mit indtryk var, at det var saadan lidt goegerede-agtigt. En slags hjem for de piger, der ikke vil foeje sig her i livet. Paa den anden side har piger, der har problemer med deres familie, ikke en chance for at klare sig i det syriske samfund, med mindre de kan faa den slags hjaelp. Og det virkede ogsaa, som om at det var ret grove ting, pigerne havde vaeret udsat for.
Naar foerst retssytemet kommer i svingning for en ung piges skyld, er det alvor. Ellers vil problemer blive tiet ihjel i familien.
18-07-2006
En dag fyldt med kulturoverraskelser, øl, pool og krigsrygter
I dag havde vi workshop om relationer mellem kristne og muslimer. Vi hoerte om alle udfordringerne, men ogsaa om loesninger saa som Euroislam som en vej til at finde faelles vaerdier og om vigtigheden af at pleje sin nysgerrighed overfor andre kulturer.
Vi fik i den forbindelse meget ros for vores rejseinitativ. Det goer vi nu generelt. De syrere, vi moeder, er desperate for at fortaelle os, at de ikke er terrorister, og ikke noedvendigvis er enige med dert syriske styre.
Efter en laaang koeretur gennem en totalt oede oerken er vi nu ankommet til Pal Myrra, en af verdens stoerste antikke ruinbyer. Det mener lidt om Graekenland. Her er der for foreste gang paa vores tur mange turister.
Vi har vaerte ude ved ruiner og se en smuk og hurtig solnedgang over oerkenen.
I morgen (onsdag. red.) skal vi tidligt op, saa vi kan se paa ruiner, foer varmen bliver uudholdelig. I dag siger indbyggerne at der var omkring 60 grader. Nu hvor det er sent aften og baelgmorkt er der 35 grader. Bagefter har turlederne givet efter for et massivt pres og fundet en svoemmepool til os, hurra.
Naeste mere serioese program punkt er i overmorgen, hvor vi skal til Aleppo og moedes med en stormufti. Mon ikke vi skal snakke tegninge-krise igen, igen?
Jeg regner ikke med, at vi kommer til at maerke noget til krigen de naeste par dage. Nu er vi jo ude af Damaskus.
Paa den anden side er et af de utallige rygter her, at skulle israelerne finde paa at bombe Syrien, er vejen mellem Damaskus og Aleppo det foerste maal, og hvor var det praecist, vi skulle hen???
En af de meste skraemmende ting her er, at de syrere, vi taler med, er vant til at leve med presset fra Israel. Saa de er naermest ligeglade med, hvad der maaske - maaske ikke sker nu.
De bekymrer sig om ganske almindelige ting som uddannelse og penge til toej.
De kan hverken goere fra eller til, og saa kan de ligesaa godt skyde skylden for alle traengsler paa amerikanerne. De er blevet frataget muligheden for at ytre sig frit og for at stemme paa forskellige kandidater, og de har tilpasset sig.
Nu vil jeg moede de andre fra gruppen paa en udendoers cafe. Man kan sagtens koebe oel her i Syrien.
Det var en af de ting, jeg ikke regnede med at se i et islamistisk samfund, men jeg bliver dagligt overrasket, og det var vel egentligt ogsaa meningen med rejsen.
Mvh. Lene
17-07-2006
Skønhed i krigens skygge
I gaar bevaegede vi os helt planmaessigt ud af Damaskus. Vi besoegte nogle tudsegamle kristne klostre undervejs og ankom soendag aften til Deir Mar Musa, som er et kloster, der ligger i en bjergkloeft langt ude i oerkenen, og naermeste by ligger 17 km vaek.
Der var en fantastisk udsigt over det raa landskab fra klosteret. Som moerket faldt paa, viste sig den smukkeske stjernehimmel, hvor maelkevejen stod frem som en tydelig dis.
Men heller ikke her langt fra alt fik vi lov at glemme verden udenfor... hen over himlen viste de sig... de israelske jagerfly paa patrulje.
15-07-2006
Det går godt trods alt
Lidt nyt fra den udsendte medarbejder...
Paa trods af hvad man kunne tro, gaar det godt her i Damaskus. Jeg har oplevet en bunke ting, og vi har stadig 14 dage foran os...om alt gaar vel.
Damaskus er det vildeste, jeg endnu har oplevet, hvad angaar mangfoldighed. Der er alt fra totalt tildaekkede kvinder til meget vestligtorientede kvinder med nedringede stropbluser. Der er moskeer og kirker side om side overalt = farligt larm om morgenen!
Der er bydele, som snildt kunne vaere fra den gamle by, og saa er der supermoderne forretningskomplekser, tydeligvis i en eller anden forbindelse med de rige golfstater.
Vi har haft et benhaardt program, og varmen gaar fra varmt, men til at holde ud og til varmt, der foeles som at blive braendt.
Vi er sammen med en syrisk gruppe. De er veluddannede og meget nemme at forstaa og at tale med.
Vi faar virkeligt testet alle teorierne om sameksistens i den her krise situation.
Vi maerker ikke umiddelbart noget til krigen, men det er kun omkring 100 km vaek. Det, vi ser, er, at syrerne pisker en national stemning op. Det minder faktisk om fodbold...flag ud af vinduerne paa biler fx. Derudover er der pengeproblemer. Flygtningene fra Libanon skal veksle deres dollas, saa der er for faa syriske lire. Jeg tror ogsaa, at der bliver hamstret benzin.
Maaske er folk her i Damaskus begyndt at overveje, hvordan de skal flygte. Vi rejser ud af byen i morgen (søndag. red.). Vi skal i kloster som en del af programmet.
Vi snakkes ved.
Mvh. Lene
